Dagen igår...

I går var det Marie-Louises fødselsdag, hele 22 år blev hun, og ligesom ved alle de andre af børnenes fødselsdage, så undrer jeg mig over hvor søren tiden bliver af. Jeg syntes engang, at vi havde alt den tid foran os, som vi overhovedet kunne ønske, men nu synes jeg da engang imellem at tiden smutter mellem fingerne for mig.


Ja, det er ikke fordi datteren er en prinsesse der er blevet forvandlet til en frø, indtil prinsen kommer (ham venter vi nemlig på endnu), men det var en uinviteret gæst, vi havde.
Jeg gik ud i sommerhuset (udestuen) for at dække morgenbord, og det første jeg får øje på en ham/hende her, som sidder og stirrer på mig. indrømmet, det gav et lille gib i mig. Men jeg syntes faktisk at den var lidt sød, og at den havde nogle skønne farver, og fotograferes skulle den jo. Sjovt, jeg har lige lavet et LO, med den pindsvineunge vi havde på besøg "Hvad byder man uventede gæster", men tror dog at næste LO skal hedde "Hvad byder man ubudne gæster"... og det blev en tur i vejviseren. LOL...

Her er min prinsesse, dog kaldt sveske i 22 år nu, med de sidst udpakkede gaver, en kartoffelskræller og pizzaskærer. Ja, der er mange praktiske ting på ønskesedlen lige for tiden, da hun efterhånden pønser på at flytte hjemmefra. Da hun skal til at rejse frem og tilbage til Aalborg hver dag, og hun gruer allerede for de daglige lange busturer.
Marie-Louise er blevet optaget på lærerseminariet, jeg glæder mig sådan på hendes vegne, og jeg er så stolt af hende. Men samtidig tænker pædagogen i mig, hvad søren gik der galt i hendes opdragelse.... Lærer, når man nu kan blive pædagog...LOL... Så en er nu afsat, og så er der kun en tilbage... Så må vi se, hvad der skal ske næste år. Endnu en til Lærersem. eller bliver det militæret...

Om aftenen tog vi en tur ind til Aalborg for at spise, og vi har faktisk i et par mdr. talt om at ville prøve denne nye kinesiske (Mongolske) restaurant. Den er et af de nye tiltag på vores efterhånden utrolige flotte havnefront. Jeg vil sige at maden var rigtig god, var især facineret af, at man selv kunne gå rundt og blande sin mad, og så ud i køkkenet og få det stirfried. Men indretningen, var sørme ikke noget at skrive hjem om.

Så et stort tillyke til datteren, både med de 22 år og optagelsen på lærerseminariet. Det bliver nu til en helt ny epoke i dit liv, og jeg/vi glæder os til at følge dig i den.